Vores gård

Historien kort

Eng­gaard­en i Magtenbølle er fra ca. 1780. Den firelængede stråtækte bindingsværksgård var datidens ”ty­pehus” her på Vestfyn. Vi overtog gården i 1993 efter at den havde væ­ret i en anden families eje siden 1941. Tiden har ”stået stille” på gården si­den ca. 1970, hvor ejeren, Ove Jensen blev syg og døde i 1977. En søn, Eb­be overtog gården og lod sin mor blive boende. Ebbe, som var tømrer, bo­ede i Tommerup ca. 5 km. herfra. Han vedligeholdt gården, så hans mor kunne fortsætte med at bo her. Meningen var, at Ebbe selv skul­le flytte ind på gården med sin familie, når hans mor døde. Imidlertid dø­de Ebbe pludseligt i 1993, og gården blev sat til salg. Vi købte så gården i 1993 og bruger vo­­res tid, penge og kræfter på at vedligeholde og renovere den i respekt for dens historie. Nyd resultatet. Det gør vi! 

Enggaarden og Sulelængen i Magtenbølle

Lad jer ikke forvirre! “Enggaarden” og “Sulelængen i Magtenbølle” er det samme! Adressen er Magtenbøllevej 94, DK-5492 Vissenbjerg. “Enggaard” er navnet, som man ser på gamle, historiske kort. “Sulelængen i Magtenbølle” er et nyere navn, som vi har skabt i det nye årtusinde, hvor én af gårdens fire længer (en såkaldt “Sulelænge”) blev omdannet fra at være stald for gårdens dyr til at blive et ‘kulturhus’ eller et koncertsted, overvejende med levende musik, men også som et muligt samlingssted for indbyggerne i det meget lille lokalsamfund, som gården befinder sig midt i. Så “Enggaarden” er hele gården, mens “Sulelængen” altså kun er en del af gården, nemlig én af gårdens fire længer. I “Sulelængen i Magtenbølle” skaber en forening (foreningen “Sulelængens Venner”) aktiviteter, som overvejende består i musikoplevelser for foreningens 285 medlemmer (pr. 30. september 2025) og øvrige interesserede. Link til foreningen “Sulelængens Venner”s hjemmeside fås hér: https://www.sulelaengen.dk/

Hvad er en Sulelænge?

En sulegård – eller en sulelænge – er en bygning med en særlig
konstruktion. Ordet ”sule” kommer af ”søjle”, som er placeret
langs husets midterlinie, altså under tagryggen.  
Sulerne står ned midt i bygningen med cirka fire-fem meters afstand ”Sulerne er et pust fra middelalderen. De blev udviklet i 1200-tallet og var engang udbredt over en større del af landet, ligesom de også kendes fra Nordtyskland og Østsverige. Men i nyere tid blev denne unikke byggeskik kun bevaret på Vestfyn, hvor man brugte suler til omkring 1800” (Peter Dragsbo og Torben Lindegaard Jensen, By og Land nr. 137/2022, s. 20). Dragsbo og Lindegaard Jensen oplyser, at der siden 1980’erne er fredet 15 sulegårde. De anslår, at der er yderligere 30-50 ikke-fredede gårde, som har suler i en eller flere af længerne. De oplyser endvidere, at der i perioden 2019-22 inkl. er forsvundet 10-12 bygninger med suler. Man kan derfor godt tillade sig at anse de tilbageværende sulegårde som ”en truet art”. Hvad, der ’truer’, er f.eks. risiko for brand, men i høj grad også de vedligeholdelsesudgifter, som ejerskab af disse gårde fører med sig. Det er på mange måder billigere at rive en utidssvarende og vedligeholdelseskrævende stråtags- og bindingsværksbygning ned og i stedet lade en moderne bygning opføre, hvis man har brug for mere bygningsmasse end det, der er tilbage, når den gamle længe er revet ned og kørt bort.